Gå direkte til indhold

Danmarks PL-historik

Danmark har deltaget ved de Paralympiske Lege siden 1968 og har stolte paralympiske traditioner. Utallige gange har danske atleter stået øverst på sejsskamlen. Ingrid Lauridsen og Connie Hansen vandt henholdsvis otte og ni guldmedaljer i kørestolsrace op gennem 1980’erne og 1990’erne, hvilket gør dem til de to mest vindende danske paralympiske atleter nogensinde. Ud over de mange guldmedaljer kunne de to kørestolsatleter ligeledes hænge 10 sølv- og fire bronzemedaljer om halsen. 

Også i svømning har Danmark gennem tiderne taget mange medaljer. John Petersson, Anders Christensen og Peter Lund Andersen vandt henholdsvis seks, fem og fire guldmedaljer i 1980’erne og 1990’erne. Især i 1988 i Seoul og i 1992 i Barcelona vandt de tre svømmere mange medaljer. John Petersson, der også gik under tilnavnet ’Piskeriset’, deltog i 1984 i New York ved sit første PL som 14-årig. Her vandt han to guldmedaljer. I dag er Petersson formand for Parasport Danmark.

I holdidrætter er især goalball en vindende disciplin for Danmark. I 1988 vandt det danske kvindelandshold i goalball PL-guld i Seoul. Den bedrift har de danske herrer overgået ved at vinde guld i både 2000 og 2004. Et generationsskifte på både dame- og herresiden betød, at der desværre ikke var danske hold med i goalballturneringen i Rio. Danmark har endnu aldrig deltaget ved PL i kørestolsrugby til trods for, at holdet igennem en årrække har formået at fastholde en ranglisteplacering blandt de ti bedste hold i verden.

I nyere tid er det bordtennis, ridning og atletik, der har domineret ved de Paralympiske Lege, og Danmark tog medaljer i alle tre idrætsgrene både i London 2012 og Rio 2016. De mest dominerende atleter i disse idrætter er bordtennisspillerne Peter Rosenmeier og Sophie Walløe, paradressurrytterne Stinna Tange Kaastrup og Susanne Sunesen samt længdespringer og sprinter Daniel Wagner. Alle fem para-atleter forventes at skulle repræsentere Danmark, når det går løs ved PL i Tokyo.

Den Internationale Paralympiske Komité, IPC, har information om alle paralympiske deltagere, medaljer, resultater m.v. siden 1960. 

Klik her for at komme til IPC's resultatdatabase